Professionelle

Vi skal som professionelle være detektiver, undersøge og være nysgerrige, i stedet for at lave færdige konklusioner.

 Jeg arbejder med :

  • Sparrings og supervisionssamtaler til professionelle – f.eks. pædagogisk personale

  • Inddragende netværksmøder – opsporing af netværk, invitationer og facilitering af familie/netværksmøder

  • Undervisning/sparring i inddragende og pædagogiske/terapeutiske tilgange. Hvordan inddrager man som professionelle forældre og netværk på en relevant samarbejdsorientret måde, også når det er svært, sårbart og konfliktfyldt.

    Når børn mistrives, har vi brug for nye svar.

    Når vi selv frustreres i vores opgaver, har vi brug for flere nysgerrige spørgsmål og perspektiver -

    Der er altid flere spørgsmål og flere svar.

I vores pædagogiske arbejde er vi nødt til at kigge på os selv, hvis vi vil ændre praksis. Vi er fyrtårnene for borgerne -store som små.

Supervision og sparring kan guide individuelle og grupper, så man oplever at komme i en mere ønsket retning, og eller tættere på et mål.

Jeg understøtter og hjælper jer til at tune ind og på jeres pædagogiske opgaver, og ikke mindst på jer selv som (fag)personer ud fra devisen om, at vil vi være nysgerrige på andre, må vi være nysgerrige på os selv.

Sprog har magt og ord skaber virkeligheder. Reaktioner altid er kloge responser på noget som er svært at bære alene.

Jeg har erfaring i arbejdet med sårbare og udsatte familier, og eller familier i krise, ofte kan det være svært at vide hvordan man møder dem og laver et godt samarbejde, særligt hvis man ikke lige står og har en færdig løsning.

Som fagprofessionelle er vi ofte drevet af at ville tilbyde løsninger, og det ligger der meget intentionel omsorg i, men vi kommer indimellem til at tilbyde det vi tror de vil have, eller vi kan synes, at det er svært at skabe en potentiel konflikt, og så glemmer vi at spørge ”hvad har du brug for hjælp til?” -måske fordi vi kan komme til at føle os utilstrækkelige, måske fordi vi kommer til at tage udgangspunkt i egne sandheder og virkeligheder.

På den måde kan vi komme til at skabe afstand og måske opstår der berøringsangst.

Jeg ved at pædagoger er skarpe og dygtige til relationsarbejde, men jeg ved også hvad en travl og presset hverdag kan gøre ved pædagogikken og omsorgen for brugerne og for hinanden.

Det skal være sjovt og fedt at gå på arbejde, men nogle gange er det det ikke, og hvad gør man så? Hvordan får man givet sig selv og hinanden den nødvendige omsorg?

 

Jeg tilbyder sparring som særligt omhandler det at se bag om adfærd, se intentionerne og at stille skarpt på det gode kollegaskab og værtskab, så vi bliver endnu skarpere på at invitere børn og forældre ind i det gode samarbejde.

 

Temaer for sparring og supervision kunne være:

  • Hvordan formidler man svære budskaber? F.eks. omkring barnets trivsel, underretning mm.

  • Hvordan kan man være nysgerrig på familien og barnets måde at være i verden på?

  • Børn og sorg, f.eks. et barn der har mistet en forælder

  • Familier og sorg

  • Børn med særlige forudsætninger, hvordan møder vi dem og deres forældre

  • Skilsmisse, at rumme børns reaktioner, at møde forældrene i en sårbar tid

  • Hvordan kan vi som dagtilbud inddrage familiens netværk

  • Det gode møde

  • Hvordan tage vi hånd om hinanden og den følelse af utilstrækkelighed, som kan opstå, når der ikke er tid nok?

  • Børn i mistrivsel

 

Til dig som er leder

  • Trivsel på arbejdspladsen

  • Hvordan skaber jeg gode arbejdsdynamikker og tillid som leder. 

  • Min synlighed som leder, hvornår er jeg på gulvet, hvornår er jeg på kontoret.

  • Hvordan er jeg den leder som jeg gerne vil være, og hvordan balancerer jeg det ude i ”virkeligheden”

  • Hvordan tager jeg de svære samtaler med mine ansatte

Jeg arbejder med fællesskaber både blandt børn og unge, og i personalegruppen, således at vi som professionelle skaber retning og rammer.

Som metode til sparring og supervision bruger jeg bla. Interview, bevidning og reflekterende team.

Jeg vil altid orientere mig ud fra hvilken personalegruppe jeg arbejder med, og hvad behovet er og hvad der vigtig for jer at være sammen om.